Dokumentarfilmen: “De glemte danskere”.
I Sydslesvig, lige syd for den dansk-tyske grænse, bor der omkring 50.000 mennesker, der føler sig danske, selvom de er tyske statsborgere. Sydslesvig har gennem tiderne oplevet skiftende nationale tilhørsforhold, og danskere og tyskere har ofte stået skarpt over for hinanden. I dag har freden sænket sig over grænselandet, og de fleste i Danmark er formentlig ikke mere opmærksomme på, at Sydslesvig og mindretallet overhovedet eksisterer. I dokumentarfilmen ”De glemte danskere” fortælles historien om det danske mindretal i Sydslesvig gennem fire repræsentanter for mindretallet.
Karl Otto Meyer, 85 år: En levende legende, mangeårig formand for mindretallets politiske parti SSW. Om nogen symbolet på det fightende mindretal.
Hella Lassen, 58 år: Ud af den legendariske Lassenslægt, som indædt har kæmpet for danskheden, også når det var sværest. Nu er Hella den sidste efterkommer på Lassengården.
Claas Johannsen, 19 år: Ung fremstormende politikerspire. Føler et stort ansvar og vil gerne ruske op i de unge danske sydslesvigere for at få dem til at engagere sig i mindretallet.
Marc Peetz, 43 år: Journalist på en af mindretallets store bastioner: Flensborg Avis. For Marc er det ikke så vigtigt, om man kalder sig dansk eller tysk. Han mener, man sagtens kan føle sig som begge dele.
En stærk national bevisthed. De fire personer fører os gennem et landskab spækket med danske symboler og giver os et unikt indblik i en national bevisthed, som er så kraftfuld , at den fascinerer os ”rigsdanskere”, der måske ikke skænker vores nationale tilhørsforhold mange tanker i det daglige.

De glemte Danskere